Historien Galleri Produktionen Hvalpe Materialer Bestilling Kontakt

DAX - made in Denmark

Når vi siger, at DAX er ”Made in Denmark”, er det ikke kun af navn, men også af gavn. DAX bliver - til forskel fra en masse andet ”Danish design” - faktisk produceret her i landet. I en periode, hvor hele verden bliver oversvømmet af billige varer, som ofte er fremstillet i Østeuropa eller Asien under kummerlige forhold, vil vi gerne kunne stå inde for, at DAX bliver produceret under både miljømæssigt og etisk forsvarlige forhold.

Det koster lidt på prisen at have den holdning. Til gengæld kan vi stå 100% inde for den vare, der kommer ud i den sidste ende.

 

Fra håndarbejde til CNC-fræser

Der er løbet meget vand i åen siden Otto Olstrup for 60 år siden savede den første DAX ud i hånden. De enkelte dele til DAX bliver i dag skåret ud på snedkerværkstedet LD Maskinsnedkeriet i Otterup. Firmaet har en avanceret CNC-fræser, og ved hjælp af den nye teknik er det muligt at fræse enkeltdelene til DAX ud med meget stor nøjagtighed.

 

Et kvalitetsprodukt

Den oprindelige hund var samlet med lim, dyvler og skruer. Efter udvikling af 3-4 prototyper, er skruer og dyvler forsvundet og de 9 dele samles nu kun med lim via nøjagtigt udfræsede tapper og ”spor” i træet. I 2013 fik vi støtte fra Styrelsen for Forskning og Innovation til optimering af skamlens design. Støtten blev brugt til et samarbejde med Teknologisk Instituts Træ- og Miljøafdeling. Resultatet af samarbejdet blev en ændring i den måde hale og ben bliver sat sammen med kroppen. Vi opnåede dermed, at DAX fik en lidt stærkere konstruktionog samtidigt et mere stilrent design.

Færdiggørelse og samling af hundene sker på vores værksted i Odense. Her bliver alle kanter på delene afrundet, hunden limes sammen, pudses, olieres og til sidst sømmes øjnene på. Hver enkelt eksemplar af DAX er færdiggjort i hånden, og kvaliteten er kontrolleret, inden hunden pakkes til forsendelse.